lørdag den 28. april 2012

Kort med spøgelser, edderkop og skelet

Det sidste i denne omgang af tidl. kreativitet. Jeg blev spurgt om jeg kunne lave et kort til én, der skulle til noget fest med temaet uhygge. Dengang havde jeg ikke nogen maskiner der kunne hjælpe så jeg fandt et skelet i passende størrelse og tegnede det over og skar det ud! Spøgelserne er tegnet i frihånd. Edderkoppen er også en frihånds-idé.... af en piberenser og så er spindelvævet syet i noget glittertråd. Hvor er verden blevet nemmere med alle de maskiner og dies der findes nu... men måske indimellem lidt mindre kreativ :o)

onsdag den 25. april 2012

En æske til dåb

Igen et billede af en tidligere kreativitet. En æske til en dåb vi var til tilbage i juni 08. Jeg kan ikke længere huske hvad gaven var, men den var tilpasset så den kunne ligge i æsken - og så kunne de evt. bruge æsken til at gemme minderne fra dåben hvis de ville (og de kunne være der:-)

søndag den 22. april 2012

Malerier

I min gennemgang af gamle billeder fandt jeg også dette.. 3 malerier jeg selv har lavet og som jeg vovede at hænge op på væggen! De er så taget ned igen, men jeg kan nu egentlig godt lide dem... det sker ikke så tit med de malerier jeg laver skal jeg ærligt erkende og jeg gør det ikke så ofte i det med maling. Det er og bliver papir, der har min største interesse.

fredag den 20. april 2012

Påskeæske

Jeg er igang med at se gamle billeder igennem for at komme igang med min nye altoverskyggende dille - mini-album! Det har resulteret i at jeg har fundet gamle kreative ting og sager fra før jeg havde denne blog. Her har jeg fundet en lille påske-æske som jeg brugte som værtindegave. Indeni lå der gult silkepapir og så nogle chokolade-lækkerier. De søde kyllinger er fra en serviet.

onsdag den 18. april 2012

3 kort


Endnu engang må jeg konstatere, at jeg arbejder bedst under pres... havde tænkt at jeg skulle have lavet et par kort, men kom jo ikke igang før min kusine spurgte om jeg ikke kunne tage kort-kassen med til påskefrokost - dagen efter!! Så jeg brugte lige en aften på at bikse disse 3 sammen (og de blev heldigvis solgt:-)

mandag den 16. april 2012

indkøb til SAM



Traditionen tro var jeg at finde på SAM i weekenden i Roskilde - det er altså bare et dejligt sted og jeg vil ikke hjem om søndagen :-) Selvom jeg har en dejlig familie at vende hjem til - så er det bare så hyggeligt! Jeg fik ikke lavet ret meget - mindre end sædvanligt, men der skal nok komme billeder af de LO det blev det. I første omgang kan jeg lægge billede ud af de ting jeg fik shoppet - ups det blev da vist til en del.....

søndag den 15. april 2012

Ved Langelinie i Rødby 2009

Igen nogle af de lidt ældre billeder... denne gang fra stranden i Rødby, hvor vi spiste på "Langelinie", der ligger lige ned til stranden og super skønt. Mens hele familien spiste færdigt løb Christine ud af havedøren og her var der altså underholdning for alle pengene. Hun morede sig ihvert fald mægtigt med at løbe op og ned ad skrænterne og grinede og grinede. Jeg elsker hendes grin - og resten af hende naturligvis - så tag´en med "oh so happy to have you" passede bare så fint til dette LO. Og hele LO´et minder mig om at jeg savner noget sol og sommer så det håber jeg at det snart indfinder sig i lille Danmark.

torsdag den 12. april 2012

Min lille danselarve

I sommerferien sidste år var vi bla. på besøg i Tambours Have, der ligger i Varde. En skøn lille plet her på jorden med masser af flotte planter og blomster. Vi hyggede og slappede af nogle timer og hele familien fik danset lidt rundt (jeg skal spare jer for dem af min mand, men inspireret til en lille dans blev han da også...hihi). Min datter er altid blevet kaldt for "larven" så her blev det så en "danse larve".

tirsdag den 10. april 2012

Enzo 2 år

januar 2011 blev vores hund - Enzo - 2 år. I familien bliver vi altid fejret med gaver og sang og ja hvorfor skulle hunden snydes. Der var ingen tvivl om at han vidste det var til ære for ham da vi stillede os op og sang for ham og det med gaver der skulle pakkes ud havde han da helt styr på. Der var hjemmebagte hundekiks på bakken.... lidt overskudsagtig var jeg vist på det tidspunkt.

lørdag den 7. april 2012

Christine 4 år

Dette billede af min datter er taget i 2007..... 4 år gammel og ja det føles som kun et øjeblik siden. Hun bliver så 9 til juli - 10 dage efter planlagt fødsel af lillebror. Det bliver helt fantastisk:-) Jeg har haft billedet liggende længe, men ikke kunne finde papir, pynt eller andet der passede. Hurra for onsdags-scrap hos Love2scrap - så sker der pludselig noget!

torsdag den 5. april 2012

Tivoli 2010

Som det vil fremgå af de kommende dages indlæg er jeg igang med at få ryddet ud i gamle billeder. Her er således ét af min far fra vi var i Tivoli november 2010. Det var frygtelig koldt og han havde glemt sin elskede hue (som vel kun er ca. 30 år gammel....) så han måtte investere i én ny derinde. Det måtte naturligvis foreviges og det kom der så dette LO ud af.
Månedsdie´en og hegnet er QuicKutz. NOV har fået glossy.